Back تاريخ الإكوادور Arabic Historia d'Ecuador AST ইকুয়েডরের ইতিহাস Bengali/Bangla Història de l'Equador Catalan Geschichte Ecuadors German History of Ecuador English Historia del Ecuador Spanish Ekuadorko historia Basque Ecuadorin historia Finnish Histoire de l'Équateur French
Ecuadors historie vedrører den historiske udvikling i den nordvestligste del af Sydamerika.
Republikken ved ækvator var et af tre lande, som opstod, da Gran Colombia faldt sammen i 1830 (de andre var Colombia og Venezuela). Mellem 1904 og 1942 mistede Ecuador områder i flere konflikter med nabolandene. En grænsekrig mod Peru flammede op i1995, men løstes 1999.
Under Ecuadors historie har der været en kontinuitet inden for det traditionelle kulturelle og økonomiske mønster lige som inden for det sociale og politiske samarbejde mellem landets heterogene sociale grupperinger. Moderne indslag overlapper de traditionelle, hvilket gør nutidens Ecuador til et levende museum over sin varierende og rige kulturarv. Det førcolumbiske Ecuador vises i de bestående oprindelige sprog, skikke og økonomiske aktiviteter bland et stort, om end aftagende, antal samfund i Sierra (Andernas højland) og Oriente (den østlige region). Også arven efter tre århundreder med spansk kolonistyre er tydelig og indbefatter sociale skel, som for en stor del beror på race, jordejendom og landets europæisk dominerende kulturudtryk.[1]
Analytikere af Ecuadors politiske historie efter uafhængigheden har angivet flere bestående indslag. Regionalismen er særligt fremtrædende, især udtrykt i kampen mellem Sierra, hvor Quito ligger, og Costa, hvor Guayaquil ligger. Regionalismen har vist sig i partikampen mellem de Quito-baserede konservative og de Guayaquil-baserede liberale. Personligheder, fra politisk fremstående militære caudillos under republikkens første år, til de civile diktatorer og populister under senere perioder, har været et andet bestående indslag siden uafhængigheden.[1]
Det måske mest konsekvente indslag i republikkens historie er den politiske instabilitet. Under et og et halvt århundrede skete 86 regeringsskift, hvilket gav en gennemsnitlig regeringstid på 1,75 år. 1979 års forfatning var Ecuadors syttende nationale grundlov. Ecuadors politiske instabilitet er et resultat af den oven for omtalte kamp kombineret med den vigtige politiske rolle hos landets bevæbnede styrker. De længste perioder med et civilt, konstitutionelt styre var mellem 1912 og 1925 samt mellem 1948 og 1961. Som et resultat har regeringens indgreb haft små muligheder for at udvikles til et etableret, civilt og demokratisk styre.[1]
Ecuadors økonomiske historie har haft lange perioder af op- og nedgange baserede på visse specifikke eksportprodukter. Den længste højkonjunktur strakte sig fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1920-erne og var et resultat af landets monopollignende stilling inden for produktion og eksport af kakao. To midlertidige højkonjunkturer inden for bananproduktion afsluttede 1950- og 1960-erne mens olie, den mest udmærkende og korteste af alle højkonjunkturer strakte sig fra 1972 til 1979. Den pludselige afslutning på oliekonjunkturen faldt sammen med en krise i udenlandsgælden forårsaget af store udenlandske lån tagne af to efter hinanden følgende militærregeringer (1972-1979) samt af Jaime Roldós Aguileras regering (1979-1981).[1]
Til trods for, at petroleumsgevindsterne gav store sociale forandringer ved at skabe en stor middelklasse, var de forventede politiske forandringer små. Populisten Roldós og den konservative León Febres Cordero Ribadeneyra (1984-1988) repræsenterede de traditionelle indslag, mens andre fremstående personligheder, som Osvaldo Hurtado Larrea (1981-1984), tilsluttede sig mere moderne centrum-venstre-ideologier. Alligevel styrkedes landets traditionelt svage finanser af medgangen fra olien og bevirkende en overføring af den regionale magtbalance til landets hovedstad.[1]
Intensiteten i den politiske kamp, som ofte udkæmpes mellem præsidenten og kongressen, ser ikke ud til at have villet aftage efter 1979. Det måske mest centrale ubesvarede spørgsmål i 1980-erne var, om de bevæbnede styrker ville fortsætte deres historisk aktive politiske rolle eller, om de ville arbejde uden direkte indblanding i den politiske proces.[1]
Venstrekandidaten Rafael Correa vandt præsidentvalget i Ecuador 2006.